Ilselil Larsen
Ilselil Tove Larsen er datter af operasanger Alexander Larsen og skuespillerinden Ilse Larsen (født Henriksen). Hun debuterede allerede som fem-årig i 1939 på Aarhus Teater i "Tre små piger". Hun optrådte på Nørrebros Teater i "Sæson i Salzburg" samt i en enkelt af Dansk Skolescenes forestillinger, ligesom hun medvirkede i cabaret og i revy. Hun havde sin filmdebut i Benjamin Christensens "Barnet" i 1940 og medvirkede bl.a. i "Det gælder os alle", hvor hun havde Poul Reichhardt og Ib Schønberg som medspillere. Hun genindspillede sidstnævnte film i en svensk version "Kärleken segrar". Som barnestjerne var hun Palladiums svar på Shirley Temple. Hun indsang desuden på grammofonplader børnevenlige ørehængere som Giro-413 succesen Spørge-Jørgen (1943), Sangen om Slaraffenland, Frøen, der pustede sig op og Forår ved Mariager Fjord og var mange gange i radioen. I et år var hun receptionsdame på Hotel Tre Falke på Frederiksberg. I 1958 medvirkede hun i tv-teatrets opsætning af "Den skårede krukke". Men i 25-års alderen var Ilselil Larsen træt af at være vidunderbarn. Hun mødte sin svenske mand Göran Norlander og med ham fik hun et helt nyt liv. Parret boede først i Belgien, siden i Enköping, men i 1974 bosatte de sig i en landlig idyl i Fleurines nord for Paris. Siden filmkarrieren sluttede har Ilselil Larsen arbejdet som skolelærer og har i Frankrig arbejdet for Landbrugets Afsætningsudvalg, blandt andet som en scenevant værtinde ved fødevaremesser og receptioner, ligesom hun er medlem af Cahors-vinenes Broderskab. I tidligere ægteskaber blev Ilselil Larsen i februar 1954 gift med tonemester Jørgen Brandt fra Nordisk Film og efter skilsmisse i 1957 blev hun den 19. juli 1958 gift på Københavns Rådhus med restauratør og blomsterhandler Allan Christian Hersted (f. 30-03-1927), som efter at have tilbragt en del år i USA kaldte sig for Alan Hersted. Udover sin blomsterbutik på Frederiksberg var han også ejer af Café Intime i Allégade.
- Titel: Ilselil Larsen
- Popularitet: 1.644
- Kendt for: Acting
- Fødselsdag: 1934-07-01
- Fødselssted: Århus, Denmark
- Hjemmeside:
- Også kendt som: